|
Sumatra: Jungle trekking, rafting og kultur. Min. 2 personer. 14 dage 13 nætter.
Turen indeholder 4 dage (5 nætter) i Bukit Lawang, 3 dage (2 nætter) i Gunung Leuser Nationalpark, 2 dage (2 nætter) ved Lake Toba, 1 dag (1 nat) i Sibolga, 1 dag (1 nat) i Bukittingi, 2 dage (2 nætter) på Seekuai.
(M: Morgenmad. F: Frokost. A: Aftensmad)
Dag 1: ANKOMST MEDAN I ankommer til Medan, Sumatras hovedstad og bliver modtaget i lufthavnen af vor guide. Herfra venter en køretur på 2½ time til Bukit Lawang ved Gunung Leuser Nationalpark. Efter indkvartering har I eftermiddagen på egen hånd. I kan tage jer en forfriskende dukkert i Bohorokfloden, eller blot slappe af og nyde junglens tropiske sang.
Overnatning: Rindu Alam Hotel
Dag 2: GUNUNG LEUSER NATIONALPARK Dagen begynder tidligt. Kl. 7.30 er der morgenmad, hvorefter I besøger Orangutang Rehabiliterings Centret. I spadserer langs Bohorokfloden mod centeret. I krydser floden i en lille træ-kano, og står nu ved indgangen til Gunung Leuser Nationalpark. Fra flodens modsatte bred vandrer I 20 minutter gennem junglen til et lille foderplateau, hvor et par rangers fra nationalparken møder jer. Her kommer I helt tæt på orangutangerne. De unge dyr som endnu ikke har lært at klare sig selv i regnskoven, kommer to gange om dagen, og får et kosttilskud i form af bananer og mælk. Det er vel overflødigt at nævne, at man fascineres over de skønne primater. Resten af dagen bruges på egen hånd i parken. I kan frit besøge gummi- eller durian plantagerne. Gå en tur langs floden, følg en af de afmærkede stier eller nyd blot den smukke udsigt fra verandaen. I kan også leje en ”tubbing” en stor op-pustet bilring - sæt jer godt til rette og lad den stille strøm føre jer ned ad floden, alt imens I beundrer den frodige natur.
Overnatning: Rindu Alam Hotel (M)
Dag 3: GUNUNG LEUSER NATIONALPARK I dag går turen til flagermusgrotten der foruden flagermus også huser svaler. Turen til grotten er udfordrende uden at være uoverkommelig. Det er vigtigt at medbringe en lygte og godt fodtøj. På vej tilbage besøger I en af områdets små landsbyer hvor I spiser frokost – en spændende kulinarisk oplevelse bestående af områdets specialiteter.
Overnatning: Rindu Alam Hotel (M/F)
Dag 4: TREKKING Tre dages suveræne oplevelser i junglen venter jer. Fra hotellet tager I den direkte vej gennem skoven, og den første halve time går det stejlt opad mod en lille gummiplantage. I fortsætter mod grænsen til den 9000 km² store nationalpark, hvor I med stor sandsynlighed vil møde vilde orangutanger, gibbonaber og se den store næsehornsfugl. Junglen er fuld af oplevelser, og I vil se kæmpe myrer, farverige blomster og træer med en diameter der overgår selv den vildeste fantasi. Fra trækronerne hænger kæmpe lianer, og gennem den tætte jungle kan man se de smukkeste vandfald. Jeres lejrplads for natten ligger idyllisk på flodbredden. Mens cikaderne synger og ildfluerne danser, rigges nattens leje til. I skal overnatte i et simpelt skjul lavet af bambus og overdækket af presenning. Det hele er primitivt, bad og tandbørstning foregår i floden, og skal I lade vandet, er ”baghaven” den eneste mulighed. Her er absolut ikke plads til fine fornemmelser. (M/F/A)
Dag 5: TREKKING I står op med solen og spiser morgenmad, før turen går mod et helt vidunderligt vandfald, hvor der er mulighed for at bade. Det er en lidt hård tur, specielt det sidste stykke ned mod vandfaldet. Det er stejlt og nogen steder glat, men heldigvis er der masser af lianer og træer at holde fast i. Efter frokost går turen tilbage langs floden, her er det vigtigt at have et par gode sandaler. Det er en dejlig tur, hvor I krydser floden flere gange. I ankommer til lejrpladsen sidst på eftermiddagen. Resten af dagen er til fri dispo-sition. En forfriskende svømmetur i floden er nok ikke helt af vejen, for derefter at slappe af, alt imens tusmørket langsom melder sig, og en symfoni af dyr og insekter stemmer i. (M/F/A)
Dag 6: TREKKING Efter morgenmad tager I afsked med ”junglehotellet”, og begiver jer tilbage langs floden. Sidst på eftermiddagen er I tilbage i ”civilisationen” – og så er der ikke noget som en kold øl på verandaen.
Overnatning: Rindu Alam Hotel (M/F)
Dag 7: RAFTING WAMPU FLODEN Tidligt op og efter morgenmaden med minibus og jeep til floden Wampu. Her begynder jeres rafting tur. Det er hvad man vil betegne som let rafting, der er ingen farlige strømfald, men alligevel nok til at få adrenalinet til at pumpe. Der vil være masser af tid til at nyde det fantastiske sceneri, mens I langsomt glider forbi. Frokosten bliver serveret i bananpalmeblade og er udsøgt delikat. Turen slutter sidst på eftermiddagen, hvorefter der retuneres til Bukit Lawang.
Overnatning: Rindu Alam Hotel (M/F)
Dag 8: BUKIT LAWANG - SAMOSIR ISLAND I har en god lang dags transport foran jer, og forlader derfor den frodige regnskov tidligt. I kører sydpå mod Brastagi, Karo Bataks hjemsted. Klimaet ændres, og det bliver køligere. Undervejs besøger I en landsby, og får et indblik i Karo Batak stammens spændende kultur, hvor overtro og ritualer er en integreret del af dagligdagen i landsbyen. Fra Brastagi tager I videre mod Lake Toba. Toba søen er Sumatras største, og mest spektakulære oplevelse. For 100.000 år siden eksploderede en enorm vulkan, og efterlod en gigantisk kratersø. Den dækker et område på ikke mindre end 1145 km². I ankommer til byen Parabat, hvorfra I sejler til øen Samosir midt i Toba søen.
Overnatning: Carolina Cottage (M/F)
Dag 9: SAMOSIR ISLAND Dagen begynder med en tur til Simindanao, hvor I oplever traditionel Batak-dans. Herfra videre til Ambarita for at få historien om den gamle Batak kultur. Specielt henrettelsen af tilfangetagne fjender er en både blodig og uhyggelig beretning. Toba bataks var ikke notoriske kannibaler, men ved specielle lejligheder gik hele samfundet amok i en blodrus. Det skete når en tilfangetagen fjende skulle henrettes. Offeret blev lagt på ryggen og bundet til en stor sten. For at være sikker på at offeret ville dø ved halshugning, blev bødlen først nødt til at uddrive de magiske kræfter fra den tilfangetagne. Med en kniv snittede bødlen kroppen til ukendelighed, og i processen blev hele landsbyen grebet af en frygtelig rus, der kun blev forstærket af offerets smerteskrig. Bødlen selv var i en stemning af anspændthed og frygt. Hvis ikke offeret døde ved første øksehug, ville en forbandelse ramme bødlen på stedet. Det forklarer delvist, hvorfor han torturerede offeret nærmest til døden, inden det afgørende øksehug faldt.
Overnatning: Carolina Cottage (M/F)
Dag 10: SAMOSIR ISLAND - SIPIROK Efter morgenmad afgang mod Sipirok. Turen går via flere landsbyer, og I gør ophold i Lumban Lobu og Pinatoluan, to charmerende landsbyer med hver deres særpræg. I skal bl.a. opleve traditionel vævekunst. I fortsætter til Dolok Tolong, hvor I kan nyde det sidste syn over Lake Toba og de varme kilder i Tarutung. I er fremme ved Torsibohi sidst på eftermiddagen.
Overnatning: Torsibohi Hotel (M/F)
Dag 11: SIPIROK - BUKITTINGGI Efter morgenmad står I foran en lang køretur gennem Sumatras pittoreske bjerglandskab. Mens I snor jer ind og ud af hårnåle svingene, skifter landskabet karakter, og den ene mere betagende udsigt over junglen afløser den anden. I gør ophold ved de små landsbyer langs vejen og selvfølgelig ved Ækvator-linien. Inden tusmørket sænker sig, er I fremme ved Bukittinggi – i Minang-kabau højlandet. Byen ligger i 900 meters højde, og det kølige og solrige klima har sammen med den afslappende og imøde-kommende atmosfære gjort byen til et populært feriemål.
Overnatning: Pusako Hotel (M/F)
Dag 12: BUKITTINGGI - SEEKUAI ISLAND I forlader nu Bukitting og kører mod Padang. Undervejs ser I Grand Valley, der er kendt for sin enestående natur. Der gøres også ophold ved flere Minangkabau-landsbyer, hvor I får et indtryk af den blide og raffinerede Minangkabau-kultur, der trods den stærke islamiske tro, omfatter det største matriarkalske samfund på jorden. Sidste på eftermiddagen når I frem til Padang, der er Vestsumatras hovedstad, og ligger ud til det Indiske Ocean. Fra Padang fortsætter I en halv time til Bungus Bay, hvorfra I sejler ud til øen Seekuai. Her indkvarterers I direkte på stranden i små bungalows. De følgende dage bliver der rig mulighed for at fordøje de mange indtryk på den kridhvide sandstrand eller snorkle blandt koraller og blæksprutter.
Overnatning: Seekuai Hotel (M/F)
Dag 13: SEEKUAI ISLAND Dagen til egen disposition. Læs mere om Seekuai Island på side 10.
Overnatning: Seekuai Hotel (M)
Dag 14: SEEKUAI ISLAND - PADANG Efter nogen afslappende dage på Seekuai sejler I igen tilbage til fastlandet. Fra Padang flyver I med Silk Air til Singapore, og kan nu benytte jer af muligheden for at blive i Singapore et par nætter, eller flyve videre med Singapore Airlines til København. (M)
|